Anne skriver:
Både Signe og jeg har valgt at være åbne og ærlige omkring vores måde at blive mor på, nemlig med hjælp fra en sæddonor. Signe er højgravid nu og kan føde når som helst, og jeg er mor til Johan på 3 år.
Når fremmede spørger til Johans far, vælger jeg nogle gange blot at sige, at “jeg er alene med ham”, hvis jeg ikke lige har lyst til at fortælle hele historien. Men ofte fortæller jeg med glæde, hvordan Johan er kommet til verden, og folk reagerer meget positivt på det og synes det er sejt gjort, og en god beslutning. Så jeg er ikke det mindste flov over at være mor til Johan!
Vi har mødt flere kvinder på vores foredrag og netværksmøder, der følte skam og faktisk også var lidt flove over overhovedet at overveje at få et donorbarn.
Nogle mødre til donorbørn har endda valgt at holde det helt hemmeligt, og deres omgangskreds har så formodet at faderen til barnet bare er skredet eller blevet sparket ud.
Vi støtter op omkring at være ærlige om, hvordan børnene er kommet til verden. Og i hvert fald i forhold til barnet, når det en dag gerne vil vide mere om dets tilblivelseshistorie.
Nej – vi er på ingen måde flove. Vi er lykkelige over at have fulgt vores moder-hjerter, vi er stolte af at udleve vores drømme og vi er lykkelige over at kunne give vores visdom og kærlighed videre til et andet menneske. Desuden er vi dybt taknemmelige over at der er mænd der vælger at give deres sæd videre, og vi er glade for at leve i et land, hvor denne mulighed er lovlig.
Vi er sikre på at flere og flere singlekvinder gør som os i fremtiden – vælger barnet til nu, og finder drømmemanden senere…
