Mor skal ud at løbe – en integreret del af vores hverdag (update fra Anne)

Her er en lille update fra Anne om hendes løbetræning. (Anne er selvvalgt singlemor til Johan, advokat og min medforfatter til bogen Selvvalgt singlemor til donorbarn – Beslutningsprocessen):

Anne:

Jeg har super meget fart på, der er travlt på arbejde, og fritiden flyver også afsted.

Johan er i første klasse nu, og det går super godt. Han er glad for skolen og har en masse gode venner, og vi ser også stadig mange af hans venner fra børnehaven. Som forælder er der lidt mere at se til, nu hvor han går i skole.

Der skal laves lektier, pakkes idrætstøj, turmadpakke om onsdagen, forældremøder, klasseråd osv.

Ja, jeg løber ret meget, for det betyder så utrolig meget for mig, at komme ud og få trænet – både for at holde formen i orden, men også fordi det giver mig energi til en travl hverdag.

Jeg har en fast pige, der henter ham i skolen om mandagen, så der kan jeg få løbet en lang tur.

Og så finder jeg en playdate til ham i løbet af weekenden, så jeg også kan komme afsted der, og nogle gange en ekstra playdate eller barnepige i løbet af ugen.

Og han kan sagtens tage med en tur i fitness, så jeg kan løfte lidt vægte eller løbe intervaller på løbebånd. Vi tager ofte en af hans kammerater med, og så hygger de sig i fitness-legerummet med Ipad og kiks.

Han er begyndt at cykle, men endnu cykler han ikke så langt at jeg kan tage ham med ud på løbetur.

Og babyjoggeren er solgt, den er han for stor til nu.

Men det varer ikke længe, før han kan cykle ved siden af mig, mens jeg løber.

Og så er jeg så heldig at jeg ofte kan arbejde hjemme, og der kan jeg jo nå at løbe en tur i løbet af dagen, inden jeg henter ham.

Generelt er han så vant til at jeg løbetræner, at det er en integreret del af vores hverdag at “mor skal ud at løbe”.

Mit tip er at playdates er et hit.

Så sæt gang i playdates ligeså snart børnene er klar til det.

Det er næsten altid mig, der skriver/ringer til de andre forældre og spørger, men jeg får super god feedback, de er glade for at jeg tager initiativet til playdates.

Og vi har masser af kammarater med hjem selv, det er ikke fordi Johan altid er ude hos sine venner. I takt med at han også selv begynder at gå til sport efter skole, vil hente-pigen nok også bliver udfaset – han vil hellere lege med sine venner.

Jeg er ikke helt klar til Ironman. Jeg vil gerne lave en halv ironman på et tidspunkt, men har ikke besluttet mig for, hvornår det skal ske – det bliver i hvert fald ikke i år.

Share
This entry was posted in Livet som Solomor, Personlig beretning and tagged , , , . Bookmark the permalink.