Den største kærlighed: Barnet eller manden?

1000 tak for dette gæsteindlæg fra Katja.

Katja fortæller:

Endelig havde jeg taget mod til at kontakte min læge, så jeg kunne blive henvist til fertilitetsklinikken og dermed var jeg et skridt tættere på drømmen om at få ønskebarnet.

Nu var jeg i gang og jeg glædede mig helt vildt, det var starten på et nyt år og jeg havde dedikeret hele året til mit baby projekt.

Jeg havde styr på alt og havde klargjort hvem der skulle hjælpe mig i mit netværk, økonomien var i orden, og jeg var sågar begyndt at flytte rundt i min lejlighed, bare hvis nu…jeg blev hurtigt gravid, så var der plads og klar til en baby.

Optimist, I know.

Efter at have fået foretaget de første undersøgelser og tests, var jeg til en fest, hvor jeg helt uventet mødte den mest fantastiske mand.

Jeg havde været single i 10 år, og havde ikke været i nærheden af at blive forelsket eller have stærke følelser for nogen i alle disse år, så det var virkelig pludseligt og overraskende at jeg følte en forbindelse med denne mand.

Jeg blev stort set forelsket i ham da jeg så ham i øjnene første gang, og efter kun få måneder stod jeg i det mest vanvittige dilemma jeg ikke havde forudset ved årets start.

Jeg valgte fra start at være ærlig overfor ham og fortalte om mit solomor baby projekt.

Han havde to børn fra tidligere forhold, selvfølgelig fristes man til at sige, nemt skal det jo ikke være.

Jeg var 36 år på daværende tidspunkt, så han kunne hurtigt fornemme at tankerne om børn var ret presserende, og han udelukkede ikke at ville have et barn med mig, YES!

Han var den mest fantastiske far omkring sine børn, de havde et helt unikt forhold, så jeg kunne nemt forestille mig en familie med ham.

Jeg synes han var helt fantastisk, og efter 10 år som single føltes tosomheden fantastisk dejlig, derfor begyndte mine tanker at kredse om, hvorvidt jeg kunne leve med, at være bonusmor for hans børn, og ikke få mit eget biologiske barn.

Principielt kunne jeg sagtens for det handler ikke om biologi for mig, men nærmere at være omgivet af børn og have en nær relation.

Men hvad nu hvis……

vi fx gik fra hinanden og jeg så pludselig var 45 år, så var det jo for sent at få barn selv, tanker som disse hvirvlede rundt i mit hoved.

Efter vi havde været sammen nogle måneder kunne jeg fornemme at han simpelthen ikke ønskede flere børn, på trods af at han ikke udelukkede dét at få et barn med mig, vi aftalte at tage den store børnesnak når vi havde kendt hinanden i længere tid.

Da tænkte jeg, måske ændrer han mening, og han tænkte nok det samme omkring mig 😊

Så skete der dét, at to af mine veninder med en uges mellemrum fortalte de var gravide.

I dét øjeblik var jeg tilbage ved årets start og kunne mærke indeni, at det også var meningen for mig.

Jeg ville i hvert fald have muligheden, for at prøve om jeg også kunne få min drøm opfyldt.

Jeg ville også have den største kærlighed af dem alle, barnet.

Dét fortalte jeg den fantastiske mand, som var vildt forelsket i mig, men han strålede ikke på samme måde som jeg, når jeg talte om børn.

Han sagde han ville gøre det for min skyld, men hans øjne slukkede mit håb.

Jeg ønsker at blive gravid. jeg ønsker glæden ved at få et barn, og den glæde delte han ikke.

Den dag besluttede jeg, at jeg ikke ville have et barn med en mand, der ikke ønsker det ligeså højt som mig, heller ikke selv om han ville gøre det for min skyld.

Mit kommende barn skal være elsket og ønsket fra det øjeblik jeg bliver insemineret.

Jeg vil for alt i verden hellere gøre det selv end at gøre det med én der kun vil det halvt.

Så jeg sagde farvel til drømmemanden, han ønskede også det aller bedste for mig og forstod mig 100% og støttede mig i det.

Så én plus én blev ikke til tre, og to blev til én igen.

Så nu er jeg tilbage i fertilitetsbehandling igen og om noget endnu mere klar end før til solomor livet.

Det føles helt fantastisk at have valgt mig selv til.

Hvem ved, måske én bliver til to en skønne dag, og med dét mener jeg ønskebarnet og mig, for det er for mig den største kærlighed.

Share
This entry was posted in Beslutningsprocessen, Gæsteblog. Bookmark the permalink.