“Nok ikke nok…” Hvor mange gange kan ens hjerte tåle at flænses?

I 2010 står jeg i mit køkken og ringer fra et nyt telefonnummer, til den mand jeg stadig er håbløst forelsket i.

Han har nemlig ikke ringet tilbage i et par dage.

Jeg er blevet klar over fra andre kilder, at han faktisk har en kæreste og det har han haft de sidste 8 år.

WTF?

Jeg troede faktisk vi var ved at lave en baby sammen. Han var da i hvert fald villig til at dyrke ubeskyttet sex, velvidende at jeg ikke brugte prævention og gerne ville have et barn så snart så muligt.

Da han svarer telefon, spørg jeg: “kan du høre hvem det er?”

Han svarer: “ja det kan jeg godt.”

Jeg spørg: “hvorfor har du ikke fortalt mig at du har en kæreste?”

Han svarer noget ala, “jamen vi er on og off.”

Jeg siger jeg ikke forstår det. Jeg følte vi havde en ægte connection.

Han var enig.

Jamen, forklar mig så hvad der sker.

“Kan du slet ikke lide mig eller hva?”

“Jo, men nok ikke nok…….. ”

Ordene “nok ikke nok” flænsede mit hjerte til atomer.

Jeg lagde mig i min seng og græd og græd og græd.

Det tog mig noget tid at komme over denne oplevelse, men i dag godt 8 år senere kan jeg se at “nok ikke nok” var den absolutte sidste dråbe der fik mit tålmodighedsbæger til at flyde over.

Relativt hurtigt derefter stod det sole klart, at solomor vejen var den rigtige for mig.

Det har taget mig ca 8 år at blive klar til at lukke en mand ind i mit hjerte igen. At beslutte mig for at have en kæreste og bollevenner bare ikke er nok længere.

Og i morges blev jeg dumpet via SMS af en mand der de sidste 2 uger har brugt sætninger som:

“Signe, du er lige præcis den kvinde jeg ville ønske jeg havde fået børn med.”

“Signe, du er fuldstændig perfekt. Du må aldrig lave noget som helst om. Aldrig. Lov mig det.”

“Signe, jeg er vild med dig og din krop. Men det ved du. På alle måder er du bare my kind of girl.”

I situationer som disse husker jeg på nogle af de visdomsord jeg har fået fra mine kvinder de sidste 7 år hvor jeg har specialiseret mig i emnet.

“Mænd kommer og går – men baby bliver hos mig!”

Tak skæbne!

Nu vil jeg så nyde al min ferietid sammen med mit livs kærlighed, min datter.

Mit hjerte er efterhånden blevet flænset til atomer så mange gange, at jeg burde belønnes med en hobla-nål!

Mit hjerte er en muskel.

Muskler bliver kun bedre og stærkere af at blive nedbrudt, kan jeg mindes min cykeltræner råbte i hovedet på mig når jeg brækkede mig af udmattelse som triatlet i de gode gamle dage.

Den her hjertesorg klarer jeg også…. selvfølgelig – for som solomor har man bare at tage sig sammen.

Igen og igen…

Min datter har lige lavet varm kakao til os.

Nu skal vi ud på havetrapolinen for anden gang i dag. Det har vi lovet hinanden at gøre hver dag hele vinterferien hvor vi passer hus, kat og hamster i Sønderbæk.

P.S.

5. Feb 2018:

Talte sammen med manden i dag. Han undskyldte og indrømmede at han var konfliktsky. Det var intet med tid at gøre – men at han havde indset at han er super-single / “single at heart” og ikke ønskede en kæreste. Han turde ikke spørge om vi kunne være bolle-venner. (Han er en pæn konservativ mand).

Den kender jeg alt til selv – og ved slet ikke om jeg er til en kæreste eller ej.

Muligvis bare flere mænd – det plejer i hvert fald at virke for mig 😉

Share
This entry was posted in Udenfor kategori. Bookmark the permalink.