Inspire team siger: I morges deltog Anne og hendes søn Johan sammen med Charlotte og hendes søn Noah i Go Morgen Danmark. Som opfølgning vælger vi at bringe Charlottes historie:
Uddrag fra bogen Selvvalgt singlemor til donorbarn – beslutningsprocessen s. 92
Personlig beretning. Charlotte, 46 år – ene-adoptant til Noah fra Vietnam.
Charlotte er aktivt bestyrelsesmedlem i lokalforeningen København indenfor foreningen Adoption & Samfund.
Signe mødte Charlotte og hendes smukke søn Noah i juni 2011. Noah er født i Vietnam i november 2006 og adopteret af Charlotte i april 2007.
Signe fortæller om mødet: ”Charlotte viste mig de mapper, hun havde fyldt med officielle adoptionsdokumenter. Selv en tidligere skatteretsjurist som mig fik åndenød. På et tidspunkt kom Noah løbende ind i stuen og sagde: ’Jeg er morsyg i dag, jeg vil krammes.’ Mit hjerte smeltede, da jeg så Noah og Charlotte kramme hinanden. Noah sagde derefter: ’Må jeg få en is?,’ og vi grinede alle sammen. Jeg sagde til Charlotte, at jeg syntes, at de lignede hinanden, og undskyldte hvis det var upassende. Charlotte sagde, at det hørte hun hele tiden, og endda også den første gang hun fik Noah i sine arme i Vietnam. Jeg så billederne fra den dag og fik både gåsehud og tårer i øjnene. De tanker, jeg gjorde mig efter at have mødt Charlotte og Noah, var, at jeg ville sætte en deadline for mit projekt med at blive biologisk mor. Senest som 39-årig ville jeg begynde at undersøge, om jeg ville kunne blive godkendt som ene-adoptant.”
Charlotte fortæller: ”Jeg har altid ønsket at blive mor. Som 17-årig valgte jeg at få en abort, fordi jeg ikke var klar til at blive mor. Flere år senere blev jeg gravid igen, men mistede desværre barnet.
Jeg har aldrig haft lyst til at blive gravid på et engangsknald. Jeg har ventet og ventet på den her mand, som jeg kunne få familie med, men han kom ikke. Jeg har igennem årene levet i nogle seriøse parforhold, men når årene er gået, har det ikke været den rigtige mand at få et barn sammen med. I år 2000 gik det for alvor op for mig, hvor meget jeg ønskede at blive mor, og jeg begyndte at tage mit ønske seriøst.
Jeg undersøgte mulighederne og fandt ud af, at det ikke var lovligt for læger at inseminere singlekvinder. På daværende tidspunkt var det kun Nina Storks klinik, der tilbød inseminering til singler. Jeg syntes, det var lidt dyrt, så min veninde og jeg overvejede, hvilke andre muligheder vi havde for at få fat i noget sæd.
Vi satte bl.a. en annonce på en internetside med teksten ”vi har brug for sæd”, og flere mænd var villige til at give os en kop med deres sæd gratis. Der var bl.a. en ung mand, der allerede var sæddonor, som gerne ville give os en kop med sin sæd. Den kunne vi så bruge til en hjemmeinseminering. Der var også en pæn og nobel gift mand, der var villig til at give os sæd. Vi havde læst en manual på nettet om, hvordan vi kunne bruge sæden og inseminere os selv.
Jeg turde aldrig gøre det på denne måde, da det kom til stykket, men det var faktisk lidt ”in” dengang. Vi ønskede så meget at blive mødre, men vi havde ingen mænd, og det var lidt dyrt for os at gå på jordemoderklinikken, derfor droppede jeg det. Min veninde blev aldrig gravid på denne måde, men blev det senere via insemination.
Jeg overvejede en overgang selv at købe sæd fra en sædbank i USA, men det blev aldrig til noget.
På det tidspunkt var jeg selv under pres fra familien, de ønskede nemlig et barnebarn. På et tidspunkt var der nogle veninder, som spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare adopterede et barn. Min første overvejelse var, at det ville jeg ikke.
Jeg modtog papirer fra både DanAdopt og AC børnehjælp flere gange, før jeg endelig ansøgte den 29. august 2004. Jeg ønskede et barn, der var så ungt som muligt. Dels for at det kunne minde lidt om at føde mit eget barn, men mere vigtigt fordi jeg ville være en del af mit barns liv så længe som overhovedet muligt. Simpelthen for at kunne være der for barnet og tage del i barnets liv. Jeg ville være med til at få det barn bedst muligt gennem sin eksistens, for man kan ikke vide, hvad det barn kommer fra, eller hvad barnet bringer med sig og har oplevet i sin første levetid.
I perioder var det en langvarig og meget hård følelsesmæssig proces, som heldigvis endte med, at jeg blev mor til Noah den 2. april 2007. Venteperioden var 14 måneder for at blive godkendt, og 14 måneder for at få Noah. Jeg var meget heldig og processen ret hurtig. Efter jeg fik Noah i officielt forslag fra DanAdopt, og indtil jeg stod i Vietnam med Noah i mine arme, gik der kun 3 måneder. Noah var kun 4½ måned gammel, da jeg fik ham, og det sker sjældent!
Noah er et barn med sansesarthed, og derfor skal vores hverdag foregå i faste trygge og forudsigelige rammer. Han er formentlig født for tidligt, og han vejede kun ca. 2.400 g, da de fik ham på børnehjemmet.
I hans officielle papirer står der, at Noah blev afleveret af en tildækket kvinde, der sagde: ’Please give this baby to somebody else’. Noah var helt nyfødt og svøbt i et gult håndklæde, og der var en sutteflaske vedlagt. Han var et såkaldt hittebarn. Der skulle gå 30 dage, før han kunne komme i betragtning for adoption, fordi bio-moderen eller anden bio-familie skulle have en chance for at hente ham igen. Men der var ingen, der kontaktede børnehjemmet. Noah fik dengang tildelt en plejer på børnehjemmet, som tog sig meget af ham. Han var børnehjemmets yndling, og Noahs plejer var ikke meget for at give slip på ham, da jeg rejste ud for at hente ham hjem.
For tiden leger Noah ofte en leg, hvor han er en fugleunge, der er faldet ud af reden. Fugleungens mor er fløjet væk fra reden og vil ikke have ham. Fugleungen spørger mig, om jeg vil være hans mor. ’Jeg vil have en ny mor’, siger Noah som fugleunge. Jeg leger med og siger: ’Er du sikker på, at du vil bo sammen med mig?’ ’Ja, det vil jeg gerne’, siger fugleungen. Jeg siger så: ’Er du helt sikker på, at du vil have en ny mor?’ Så plejer han at sige: ’Ja, det er jeg’, hvorefter jeg så siger: ’Så vil jeg gerne være din nye mor. Kom så går vi hjem’.
Vi leger den leg et par gange om ugen i øjeblikket.
Hvis du tror, adoption kan være noget for dig, så anbefaler jeg, at du virkelig mærker efter, hvad føles godt hos dig.
Derudover synes jeg, at du skal være opsøgende og ikke afventende. Hold dig løbende orienteret.
Hvis du vil ansøge om et ungt barn (0-3 år), skal du gå i gang, inden du bliver 41 år, da der maksimalt må være 40 års aldersforskel mellem adoptanten og barnet. Det betyder ikke, at man ikke kan søge om adoption, efter man er fyldt 40. Du kan bare ikke få et ungt barn.
Måden jeg håndterede ventetiden på var ved at arbejde meget. Jeg indrettede og gjorde mig klar til at blive mor. Jeg læste mange bøger om børnemad, børns sovevaner og børnetøj. Jeg gjorde mig virkelig klar. Jeg forbedrede min lejlighed og sørgede for, at den var tip top i orden.
Nogle af de udfordringer jeg har oplevet som ene-adoptant:
Da Noah var mindre, græd jeg i perioder af træthed og tænkte ’hvad er det, jeg har gang i?’ Jeg tænkte nogle gange ’hvor er jeg dog en dårlig mor, at jeg ikke kan klare det her med overskud’.
Der var mange dage i starten, hvor alt, jeg gjorde en hel dag, var at tage mig af mit barn. Der har været perioder, hvor jeg virkelig har haft ekstra brug for hjælp. Det værste har været at skulle bede om hjælp hele tiden.
Jeg troede, at jeg havde et netværk, som ville ind og være med i det her, som var disponible, men virkeligheden har været en lidt anden. Det kræver virkelig meget. Jeg er dybt taknemmelig for de gode venner, jeg har, og som har hjulpet mig det, de kunne.
Jeg har også været utrolig heldig med den hjælp, jeg har fået fra myndighedernes side.
Jeg er overrasket over den ensomhed, der kan være forbundet med at have det her vidunderbarn og ikke have nogen at dele det med. Så jeg planlægger godt og har altid ekstra indkøb klar, i tilfælde af at Noah bliver syg, og jeg ikke kan forlade lejligheden i nogle dage. Jeg havde forberedt mig grundigt og godt, men det man ikke kan forberede sig på er, hvilket barn man bliver forælder til, og det der dermed følger med.
Der er mange, der fortæller mig, hvilken god gerning jeg har gjort ved at adoptere et hittebarn fra Vietnam. Men det er Noah, der har reddet mig, fordi jeg så gerne ville være mor.
Jeg tænker aldrig over, at jeg ikke selv har født Noah. Det ville have været pragtfuldt, hvis han havde ligget i min mave. Det har dog altid føltes som om, at Noah er mit eget barn, og jeg har elsket ham lige siden, jeg så ham første gang. Han er mit ét og alt!
De kvindelige ene-adoptanter, jeg har mødt, har ofte dette til fælles:
• De kan klare sig selv
• Tiden er løbet fra dem
• De tager gerne deres beslutninger selv
• De er stærke kvinder, der ved, hvad de vil
• De har nogle ulykkelige forelskelser bag sig
Jeg har naturligvis overvejet: ‘Hvad nu hvis jeg møder den bedste mand i hele verden, skal han så adoptere Noah efter noget tid?’ ‘Svaret er absolut NEJ!’ Grunden er, at jeg har adopteret Noah, jeg er hans mor, og det er mit ansvar. Jeg skal ikke udsætte Noah for nogen form for svigt, hvis jeg og den perfekte mand går fra hinanden. Noah skal være hos mig, og det er ikke til nogen form for diskussion. Der er ikke nogen, der skal have nogle rettigheder over mit barn.
Jeg ville ønske, at flere kvinder ville overveje adoption som en første mulighed.”
